Boost dit svensk med 3 virkelig gode børnebøger

Bøger er en god og hyggelig måde til at udvide sit svenske ordforråd, og jeg bliver tit spurgt om jeg kan anbefale nogle gode børnebøger.

Det kan jeg sagtens – der er nok at tage af når det kommer til god svensk børnelitteratur. Her er et bud på 3 børne- og ungdomsbøger, der stadig er en fryd at læse, også selv om du er blevet stor og voksen. Der er mange andre lige så gode, men disse titler holder jeg selv meget af og kan læse igen og igen.

Ronja Røverdatter, Astrid Lindgren

Vi kommer ikke uden om Astrid Lindgren når det handler om børnelitteratur. Ronja Røverdatter hører til en af de rigtig kendte titler, og det er ikke uden grund. Hendes vildmarksliv giver lyst til selv at flytte ud i skoven for at leve af laks og kildevand og tæmme vilde heste.

Der udover er Ronjas relation til hendes røverfar Mattis rørende at følge. Astrid Lindgren kan det dér med at beskrive børns følelser respektfuldt og indlevende.

Da bogen er så kendt kan du finde en hel del materiale omkring den online, og stadig finde den klassiske filmatisering på dvd og som streaming. Den er også en rigtig godt bud på en lydbog.

Agnes Cecilia – en sällsam historia, Maria Gripe

Maria Gripe er knap så kendt i Danmark som Astrid Lindgren er, men hører til et af de store navne inden for svensk børne- og undgomslitteraurlitteratur. Hun har en omfattende produktion, men bogen Agnes Cecilia er en af mine favoritter.

Agnes Cecilia er måske nærmere en ungdomsbog og en rigtig klassiker. En anderledes spøgelseshistorie, der måske ikke ligefrem giver deciderede gys, men masser af spændning. Sproget er velskrevet på en gammeldags, lidt tør måde. Agnes Cecilia er læsning, der er svær at slippe, når du først er gået i gang.

Ishavspirater, Frida Nilsson

Dette er en nyere bog og selvom om forfatteren Frida Nilsson har mange bøger på cv’et så varer det måske lidt før hun har fået helst samme stjernestatus som Marie Gripe eller Astrid Lindgren (kan man overhovedet opnå det?). Men det kommer måske med tidens naturlige gang. Ishavspirater er i hvert fald meget velskrevet.

Bogen foregår i et dystert vinterunivers med masser af is, hav og referenser til døden. Vi følger pigen Siri, der tager afsted for at redde sin lillesøster, som er blevet bortført af en grusom pirat. Det lyder måske ikke så opløftende, men bogen er både spændende og uforudsigelig, og sproget er godt. En værdig kanditat som afslutning på mine tips til svenske børnebøger.