Stavning og grammatik: Øvelse til sprognørder der keder sig

Keder du dig og har brug for lidt sproglig hjerne-kringleri? – Så kast dig over denne øvelse. Svensk og dansk har mange ligheder, men der er alligevel små forskelle i de fleste ord – e’er der bliver til a’er ikke mindst. Og selvfølgelig forskellen i alfabetets sidste bogstaver æ/ä og ø/ö.  Jeg har moret mig med at skrive en tekst, som virkelig er helt ens  på begge sprog. Det er sværere end man skulle tro. Prøv selv:

Under isen bor en stor fisk. Den fryser. En stor fest på fredag om tre sekunder.  Kaffe i koppen eller vin – en fantastisk dans. Vi ser en hund i dalen. Den står på stranden. Modigt ser hunden på fisken i havet. Kom Fisk – du ser, vi  får lever i dag. Torsken hugger i benet- en farlig rovfisk hugger i halsen. Livets mening lyser som guld i solens glans. Men hunden kan aldrig gå med sin herre. Den sover i dalen under månen i natten så dunkel.

Slut.

Det føles lidt som at løse en sudoku eller konstruere din egen kryds og tværs at lave øvelsen, og det er lettere umuligt at skrive andet end, oh, højstemt litteratur med det stærkt begrænsede ordforråd:)

Men kan man lære noget af det?

Måske  – om ikke andet giver det øget bevidsthed om stavnings- og grammatikforskelle på de to sprog.

Her er et par triks: Navneordene skal helst være ental, og i ubestemt form kan man ikke bruge intetkøn (da der jo er dobbelt ‘t’ på svensk, fx ett barn – men man kan godt bruge bestemt form, barnet. ) Af udsagnsord skal man have fat i den gruppe svenske ord der bøjes med ”-er” i nutid ligesom på dansk. ( ‘Drikker’ kunne fx. have været en kandidat, men skal så være med ck på svensk, dricker): Nogle uregelmæssige udsagnsord, som “kan”, “få”, “går”, fungerer også fint til øvelsen. “Ville” og “skulle” kunne også have været oplagte ord, hvis nu teksten var i datid.

Mycket nöje og god fornøjelse!